TRADITION November er kulturarvsmåneden i UNESCO-byen Christiansfeld og er en årlig tradition. Foredrag, koncerter og fællessang er bare noget af de over 20 forskellige arrangementer, byen tilbyder.
Man kan også blive en smule klogere i Kulturarvsmåneden, hvor der er mange foredrag og rundvisninger på programmet. På Genforenings- og grænsemuseet kan man stifte bekendtskab med maskinmester, forfatter og foredragsholder Gustav Schmidt Hansen, som fortæller om den anden Slesvigske Krig. Man kan gå med museumsinspektør og arkitekt Neel Gotthardt ind i Salshuset, og kigge nærmere på Brødremenighedens kirke, og man kan ved forsker og teolog Christina Petterson høre om, hvem de første indbyggere i Christiansfeld var, hvor de kom fra og hvordan de kom til Christiansfeld.
Stjerne og salmesang
Herrnhuter stjernen er særlig flot og har en særlig betydning, derfor laver Museum Kolding en hel lille udstilling kun med fokus på stjernen – udstillingen er åben i Søstrehuset fra fredag 3. november. Alle hverdage kan man et sted i Christiansfeld kl. 16.50 synge med på dagens fælles salmesang. Vil man gerne vide, hvor dagens salmesang er, skal man smutte forbi museumkolding.dk, hvor man kan se både sted og sang. Her findes også et udførligt program for alle øvrige aktiviteter i kulturarvsmåneden.