LITTERATUR Karen Blixen selv var jo noget af en formidler. Derfor er det vel helt naturligt, at hendes museum på Rungstedlund nu også får en formidlingschef. Valget er faldet på Signe Lykke Littrup, der kommer fra en stilling på Nationalmuseet.
»I de seneste par år har vi på Rungstedlund fokuseret på at udvide vores publikumstilbud med et stort levende litteraturprogram og med mange aktiviteter i museets fredede fuglereservat, ligesom vi har arbejdet med at både optimere og renovere bygningsmassen. Det har vores publikum taget rigtigt godt imod, og med øgede egenindtægter og ro på den offentlige støtte til museet starter et nyt kapitel, hvor vi styrker og videreudvikler kompetencer,« siger Elisabeth Nøjgaard i en pressemeddelelse.
Drømmejob
Siden 2010 har Signe Lykke Littrup været museumsinspektør på Nationalmuseet, hvor hun de seneste år har haft ansvar for formidling, forsknings- og udviklingsprojekter på Frilandsmuseet i Lyngby. Inden da var hun ekstern lektor på Syddansk Universitet og projektleder ved Institut for Fremtidsforskning, og i 2019 færdiggjorde hun en ph.d. om oplevelsesrum og medborgerskab i den museologiske verden.
»Det er et drømmejob at skabe kommende særudstillinger her, aktiviteter for børn, arrangementer og publikumsoplevelser. Måske også nye samarbejder med institutioner og kunstnere. Museet har allerede en meget stærk vision, som jeg ser frem til at være med til at realisere og udvikle,« siger Signe Lykke Littrup om sit nye job.
Karen Blixen Museum har også ansat Nanna Schjerning som kommunikationschef med ansvar for arrangementer, presse og markedsføring. Hun tiltrådte i august.