Både i historien og i litteraturen er Christian 2. kendt for at være en mand med mange sider. Hans vægelsind er beskrevet af Johannes V. Jensen i Kongens Fald med de natlige sejlture frem og tilbage over Lillebælt. Og i den virkelige verden var kongen også præget af ikke rigtig at kunne beslutte sig for, hvordan han ville regere.
Dette vil være blandt emnerne, når historikeren Carsten Porskrog Rasmussen fortæller om Christian 2. i en foredragsrække på Sønderborg Slot arrangeret af Museum Sønderjylland. Netop på Sønderborg Slot sad Christian 2. fanget i 17 år efter sit mislykkede forsøg på at generobre Norge.
Som arrangørerne beskriver kongen: ”Hans liv var fuldt af dramaer. Han nåede magtens højeste tinder og faldt dybt. Også kvinderne omkring ham er spændende. Han oplevede stormende forelskelse, men mistede sin elskede. Hans ægteskab var politisk bestemt, men endte med at blive lykkeligt om end kort. Og han gjorde en borgerlig kvinde til én af landets mægtigste personer”.
Foredraget fortæller om kongens dramatiske liv og drøfter nogle af de spørgsmål, kongens liv rejser: Var han moderne konge eller tyran? Var han udygtig eller uheldig?
1500-tallet var en tid fuld af forandring, og midt i denne tid står en række markante fyrster, som har tilknytning til Sønderjylland. De var alle magtfulde personer, som på forskellig vis satte deres aftryk på tiden og fik hver sin meget forskellige skæbne. Derfor har Museum Sønderjylland arrangeret foredragsrækken om renæssancefyrster.
Det første foredrag knytter sig til årets særudstilling om Christian 2. på Sønderborg Slot, mens det andet knytter an til udstillingen i Haderslev om Hertug Hans den Ældre.
Program
- september kl. 19.30: Borgerkonge eller tyran? Christian 2.
v/ Carsten Porskrog Rasmussen
- oktober kl. 19.30: Den gode landsfader. Hans den Ældre
v/ Mikkel Leth Jespersen
- november kl. 19.30: Forsmået og energisk hertug med 23 børn. Hans den Yngre
v/ Carsten Porskrog Rasmussen