BYGGERI Designbureauet Lumsden har løst opgaver for ikoniske kulturinstitutioner over hele verden. På Statens Naturhistoriske Museum i København skal bureauet arbejde med restaurant, butik, billet, event- og flowområder i den nye museumsbygning.
Statens Naturhistoriske Museums nye museumsbygning, der er under opførelse i Botanisk Have, forventes at åbne for publikum i løbet af et par år, men allerede nu er forberedelserne til både udstillinger og publikumsområder i fuld gang.
Et vigtigt krav fra museet har været at skabe en klar rød tråd gennem alle de områder, hvor publikum færdes; lige fra møde- og undervisningslokaler, museumsbutik og billetsalg, til cafeområder og øvrige publikumsarealer. Den røde tråd skal også fungere på tværs af de fine historiske bygninger ved Sølvtorvet, og de nybyggede udstillingssale, der tilsammen udgør den nye museumsbygning. Lumsden specialiserer sig i design af butik- og restaurationsområder for den kulturelle sektor og udmærker sig netop ved evnen til at understøtte deres samarbejdspartneres brand.
“Som nationalt museum er det vigtigt for os, at besøgende føler sig velkomne, og at de bliver inspireret til at gå på opdagelse og engagere sig i naturens verden. Oplevelsen skal også være mulig, når man nyder en kop kaffe i restauranten eller køber en gave i butikken. Lumsden har præsenteret os for en række spændende idéer, som har overbevist os om, at de er de rigtige til at løfte opgaven med interiørdesign, så hele museet fungerer som en samlet og unik oplevelse,” fortæller Anne-Marie Hoogerwerf-Hospes, chef for Statens Naturhistoriske Museums kommercielle aktiviteter.
Lumsden har løst opgaver for nogle af verdens stærkeste kulturelle brands som for eksempel MoMA i New York, M+ i Hong Kong, og National Gallery i London og Warner Bros. Studio Tour – The Making of Harry Potter i London og Tokyo.
“Det er vigtigt, at museets store naturhistoriske viden og samlinger ikke kun afspejler sig i udstillingerne, men også bringes i spil i alle arealer, hvor der er adgang for publikum. Vi ønsker, at vores gæster får viden om klimaændringer, og det øgede pres på dyre- og planteliv, men et besøg på museet skal også give lyst til at skabe positive forandringer gennem engagement. Med et stærkt og entydigt brand for museet opnår vi samhørighed mellem publikum og museum. Derfor skal partnerne, vi vælger, ikke kun have gode idéer, men også erfaring med at føre dem ud i livet. Her har Lumsdens overbevisende portefølje vist, at de er i stand til at løfte opgaven,” siger Anne-Marie Hoogerwerf-Hospes.
Om Lumsden
Lumsden har gjort det til deres speciale at skabe ikonisk design for detail-, hospitality-, kultur- og fritidssektoren for verdens førende museer, brands og attraktioner. Kundeporteføljen omfatter bl.a. The Burrell Collection (Scotland), The National Gallery (London), the V&A Dundee, (Scotland), MoMA (New York), M+ Museum (Hong Kong), Abbey Road Studios (London), The Art of Banksy (London), Warner Bros. Studio Tour – The Making of Harry Potter (London & Tokyo), og Kew Gardens (London).