Organisationen Dansk Museer offentliggør nu sin undersøgelse over antallet af museumsgæster i 2023.
I alt 12 mio. gæster lagde vejen forbi de 86 museer, som har deltaget i undersøgelsen, og for mange museer blev årets besøgstal bedre end i 2022. I målingen fra 2022 sammenlignede vi med tal fra 2019 (før corona) og kunne konstatere, at gæsterne stort set var tilbage på 2019-niveau. I 2023 gik det for langt hovedparten af museerne lige så godt eller bedre end i 2022.
Halvdelen af museerne (49 %) fik væsentligt højere besøgstal (10 %+) i 2023 end i 2022
Hvert tredje museum (35%) fastholdt besøgstallet fra 2022 (under 10% udsving)
Hvert sjette museum (16 %) oplevede et fald i besøgstallet på over 10 % i forhold til 2022
De generelt gode takter afspejles i økonomien
88 % af museerne forventer, at regnskabet for 2023 går i nul eller giver overskud – det tilsvarende tal for 2022 var 75 %
1 ud af 10 museer forventer et betydeligt underskud i 2023 – i 2022 var det 1 ud af 5 museer
En tendens til regionale forskelle?
Der synes at være en tendens til, at museer i Hovedstaden har haft en højere vækst i besøgstallene sammenlignet med resten af landet. Omvendt er museer i Region Syd og Midt overrepræsenteret blandt museer, der oplever de mest markante fald.
Tendensen er ikke entydig, da der i nogle tilfælde er tale om estimerede besøgstal, og der kan være en vis usikkerhed ift. opgørelsen af besøgende. Men vi kommer til at holde øje med, om der tegner sig et mønster.
7 ud af de 10 museer, som har oplevet den største stigning i besøgstal (stigning over 30 %), ligger i Region Hovedstaden. 1 ligger i Region Midt.
9 ud af de 10 museer, som har oplevet det største fald i besøgstal (fald over 10 %) ligger i Region Midt eller Syd. Ingen ligger i Region Hovedstaden.