Farverig, rebelsk solo-udstilling

Ines - Nino af Apolonia Solkol. Foto: Kayhan-Kaygusuz
Ines - Nino af Apolonia Solkol. Foto: Kayhan-Kaygusuz

INTENST Arken I Ishøj viser fra 13. oktober udstillingen med den fransk-polske undergrundskunstner, Apolonia Sokols billeder.

Intense blikke møder dig overalt i Apolonia Sokols farverige malerier. De er kraftfulde og umiddelbare, og de vokser ud af hendes liv i Paris’ rebelske, kunstneriske undergrundsmiljø. Malerierne udgør et farverigt, intimt persongalleri af kunstnerens venner, familie og elskere. Mennesker med forskellig etnicitet og kønsidentitet – ømt portrætteret og placeret i øjenhøjde.

Dorthe Juul Rugaard, der er seniorkurator på ARKEN, er stolt af samarbejdet:

”Apolonia Sokol er en af de mest betydelige kunstnere på den europæiske kunstscene netop nu, fordi hun maler portrætter, som kritisk og omsorgsfuldt undersøger billedets magt,” siger kurator Dorthe Juul Rugaard og fortsætter: ”Apolonia Sokol bruger sin kunst til at gøre mennesker, som hun kender godt, nærværende for os. Det kan være venner, familie og kolleger. Det er ofte personer, der lever sårbare liv, fordi deres køn og identitet flyder på tværs af samfundets normer, eller fordi de skaber kunst, der taler imod strukturel undertrykkelse.”

Billedernes magt

Billeder har magt, og Sokol bruger den til at åbne vores øjne for mennesket bag. Sokol arbejder ofte med et klassisk og traditionsrigt portrætform at, men hun foreviger ikke magthavere og konger. Hendes modeller er kunstneriske og aktivistiske personligheder på kanten af samfundet, som hun giver betydning og kraft gennem portrætterne. Hele Sokols kunstneriske praksis er kendetegnet ved en sammenfletning af kunsthistoriens motiver og hendes eget liv blandt mennesker, der bryder med samfundsnormer og vil forandre verden. Hun siger selv, at det er umuligt for hende at adskille sin kunst og sin identitet.

Undergrundskunstner og stjerne

Fransk-polske Apolonia Sokol er født i Frankrig i 1988. I Paris opvoksede hun i et bohememiljø på sine forældres avantgardeteater. Barndomshjemmet blev et springbræt for hendes kunstneriske liv og karriere. Hun har desuden boet i Danmark en del af sin barndom og ungdom.

Mig – efter endnu en abort. Olie på lærred.

Apolonia Sokol færdiguddannede sig i 2015 på et af Europas fineste og mest traditionsrige kunstakademier, École Nationale Supérieure des Beaux-Arts, og underviser i dag som professor på École Supérieure d’Arts et Médias i Caen/Cherbourg.

Film

Hver dag i udstillingsperioden kan du se en anmelderrost og internationalt prisbelønnet dokumentar om Apolonia Sokols liv og vanskelige vej mod en international kunstnerkarriere. Filmen bliver vist onsdag til søndag kl. 14:30 i Arkens filmsal, samt torsdag 18:45. Varighed 2 timer. Filmen er gratis efter betalt entré.

Udstillingen vises fra 13. oktober 2023 til 4. februar 2024

 

 

 

Fik du læst

Seneste historier

Nyhedsbrev

Seneste historier

Det sker

Følg os

Tilmeld nyhedsbrev