BESÆTTELSE Ganske vist var krigen slut for mere end fire år siden. Men alligevel var det som om, den vendte tilbage i januar 1923, hvor franske og belgiske tropper marcherede ind i Ruhr-distriktet i Tyskland.
Det tyske kaiserriges modstander i krigen rykkede ind i Weimarrepublikkens industrielle hjerte med med infanteri, kavaleri, kampvogne og cykel-enheder, hvoraf flere var udrustet med maskingeværer. Avisen ”Schweitzer Illustrierte Zeigtung” bragte den 20. januar 1923 et billede på forsiden, hvor en fransk soldat nærmest står og omfavner en kampvogn i det centrale Essen. I forbindelse med besættelsen blev omkring 130 civile dræbt i ulykker eller de blev angrebet af de fremmede soldater.
Besættelsen af Ruhr var en direkte følge af 1. verdenskrig. Ved afslutningen af krigen blev Tyskland pålagt at betale en betydelig erstatning for krigen. Da Tyskland var kommet bagud med betalingerne, rykkede de franske og belgiske tropper ind og besatte området.
De franske og belgiske troppers besættelse – og alt hvad der fulgte med – er en central begivenhed i Ruhrs historie. Med alt hvad den medførte af hyperinflation, vold, økonomiske stilstand og direkte fattigdom.
Ruhr-museet i Essen vil med sin udstilling om hverdagslivet i besættelsesperioden fra 1923 til 1925 fortælle denne historie, der er så vigtig for dannelsen af en speciel Ruhr-identitet.
Udstillingen spænder fra troppeinvasionen i januar 1923 til fejringen af troppernes tilbagetrækning i 1925.
Besættelsesmagten påvirkede i høj grad dagliglivet for beboerne i Ruhr. Utallige dekreter og påbud, kontrolposter, grænser, der blev rejst mellem de besatte områder og resten af Tyskland – alt dette var med til at gøre livet besværligt i det besatte Ruhr.
Umiddelbart efter besættelsen deklarerede den tyske regering passiv modstand og standsede alle betalinger af erstatninger for 1. verdenskrig. Alt samarbejde med besætterne skulle høre op. Hvilket betød, at alle medarbejdere ved politiet, toldmyndighederne, jernbanerne og finansvæsen skulle indstille arbejde. Den passive modstand blev støttet af storindustrien i Ruhr. Resultatet var, at den tyske valuta brød sammen, og en hyperinflation buldrede løs. Arbejdsløsheden steg til ukendte højder og manglen på daglige fornødenheder førte til social uro og truede sammenholdet. Samtidig var befolkningen fanget i et dilemma mellem at få dagligdagen til at fungere – uden at blive set som en forræder, der samarbejdede med de franske og belgiske tropper.
Også besætterne havde deres problemer. Specielt i transportsektoren, hvor det manglende samarbejde fra tyskerne betød, at den Frankring måtte etablere et jernbanenet under deres egen kontrol på ganske kort tid. Det resulterede i adskille ulykker og sammenbrud, fordi der ikke var fuld kontrol over et ganske kompliceret sporsystem. Hertil kom sabotager som sprængningen af højbroen over Rhinen i juni 1923.
De franske og belgiske soldater var også i en vanskelig situation. De befandt sig blandt en overvejende fjendtlig befolkning og levede i konstant frygt for at blive offer for attentater. Oven i det, var deres rationer og indkvarteringer ofte for dårlige.
Situationen gav også gode betingelser for en propagandakrig, hvor pamfletter og plakater med et til tider racistisk indhold florerede. Det gik blandt andre ud over besættelsesmagtens soldater fra Nordafrika, Mali og Madagaskar, der blev fremstillet som den ”den sorte skændsel”. Ligeledes skabte besættelsen grobund for nazistisk propaganda og martyr-myter som for eksempel Albert Leo Schlageter. Han var medlem af et nazistisk frikorps og blev dømt til døden af en fransk militærdomstol for flere sprængstof-attentater. I den nazistiske propaganda blev han senere udnævnt til at være ”den første soldat i det 3. rige”.
De menneskelige omkostninger ved besættelsen var omfattende. I udstillingens katalog vurderer direktøren for Ruhr museet, Heinrich Theodor Grütter, at op mod 70.000 mennesker døde af sult på grund af konflikten. Flere end der blev dræbt ved bombeangreb på Ruhr-distriktet i 2. verdenskrig.
Hände weg vom Ruhrgebiet! Die Ruhrbesetzung 1923 bis 1925”. Ruhrmuseum, Essen. Udstillingen omfatter ud over sjældne filmoptagelser omkring 200 udstillingsgenstande som postkort, pamfletter, plakater, identitetskort og andre dokumenter. Men også våben, og uniformer er med til at tegne billedet af hverdagen i det besatte Ruhr. Der er samlet genstande fra europæiske museer som Historisches Museum i Berlin, Musée de la Grande Guerre du Pay de Meaux i Frankring og Musée Royal de l’Armée et d’Histoire Militaire i Bruxelles har bidraget med et originalt maskingevær.
Kilder: Ruhr Museum, Essen. Frankfurter Algemeine Zeigtung/faz.net
Besættelsens ophør – Dawesplanen
Parterne måtte have hjælp udefra for at få afsluttet besættelsen. Dawesplanen var et forslag til enafslutning af striden om de tyske krigsskadeserstatninger og besættelsen af Ruhrdistriktet. 1923.
Efter at have undersøgt den tyske betalingsevne fremlagde en kommission, ledet af amerikaneren Charles G. Dawes, en plan om at reducere de tyske ydelser. Løsningen skulle være en stabilisering af den tyske økonomi gennem udenlandske lån og en reorganisering af Reichsbank. Planen blev godkendt i 1924 og viste sig at fungere efter hensigten, indtil verdenskrisen brød ud i 1929.
