OMBYGNING Holstebro Museum bruger byens 750 års jubilæum som anledning til at opgradere museet med et ekstra udstillingsrum. Fremover kan gæsterne gå på opdagelse i fortiden i fire forskellige udstillingslokaler. Ombygningen er til dels forårsaget af, at et gulv i museet alligevel skal renoveres.
“Renoveringen af gulvet giver os en pause i vores særudstillingsprogram. Vi ser det som den perfekte
anledning for os til at opgradere vores museum og giver os fremover flere muligheder for at formidle
fascinerende historier til vores besøgende,” siger museumsinspektør Sara Hai Abildtrup.
Udstillingsrummet kommer næste år til at huse en helt særlig og unik genstand, der er fundet i lokalområdet. Hvilken genstand vil museet dog ikke afsløres endnu. Udstillingsrummet får en central rolle i fejringen af Holstebros 750 års jubilæum, hvor målet er at hylde Holstebros evne til at overleve og trives trods mange udfordringer gennem historien. Det inkluderer 11 bybrande, 1500-1600-talskrige
med udenlandske lejesoldater, sygdomsepidemier og meget mere. Oveni har Holstebro altid været et handelscentrum, hvor nye ideer har blomstret og ført til skabelsen af betydningsfulde virksomheder.
“Vi ønsker også at dele den nyeste viden, som vi har indsamlet i de seneste år om vores by og dens omgivelser. Spændende fund fra blandt andet store udgravninger i Halgård og Mejrup vil blive præsenteret for byen. Vi vil også give vores gæster mulighed for at agere som arkæologer og historikere som en del af jubilæumsudstillingen. Vores mål er, at gæsterne ikke kun skal læse om fortiden, men også at interagere med den,” udtaler Sara Hai Abildtrup.
På grund af renoveringsarbejdet på Holstebro Museum må den nuværende særudstilling ’Leg’ lukke lidt før tid. Udstillingen vil stadig være åben i efterårsferien, så børn og familier kan opleve den sjove og børnevenlige udstilling, inden den lukker den 30. oktober 2023.
Holstebro Museum holder åbent under hele renoverings-arbejdet, og det vil være muligt at besøge den faste udstilling og museums-cafeen.