KVINDEKUNST Bucerius Kunst Forum i Hamburg har taget geniale kvinder på programmet. Frem til 28. januar 2024 viser kunsthallen en udstilling om kvindelige malere med ekstraordinært format. Udstillingen har sat tidsrammen til perioden mellem det 16. og det 18. århundrede. Mesterlige portrætter, stilleben og historier inden for maleri, tegning og grafik fra renæssancen gennem barokken til klassicismens begyndelse fra hele Europa er samlet hos Buerius Kunst Forum.
Udstillingen har sat de kvindelige kunstnere op i sammenligning med deres mandlige omgivelser i form af familie, ægtefæller med videre. Kunstnere og deres familier fortæller historien om karrieren for remragende kvindelige kunstnere fra det 16. til det 18. århundrede. For første gang diskuteres og synliggøres den familiesammenhæng, som kunstnerne forfølger deres karriere i, gennem en sammenligning med værker af deres fædre, brødre, ægtemænd og malerkolleger.
Flere kvindelige kunstnere var yderst succesfulde: De arbejdede som hofmalere, lærere, iværksættere og forlæggere og blev hædret med de højeste priser. Katrin Dyballa har kurateret udstillingen, der præsenterer omkring 30 kvindelige kunstnere og 150 værker, af blandt andre Sofonisba Anguissola, Judith Leyster, Marietta Robusti (La Tintoretta) og Angelika Kauffmann.
At forfølge en karriere som kunstner var ikke umuligt for kvinder i den tidlige moderne periode, men det var ikke normen, og var derfor altid forbundet med særlige udfordringer. For at kunne udøve deres erhverv frit var det nødvendigt at tilhøre et laug, men lidt afhængigt af hvor Europa, kvinderne befandt sig, var dette enten ikke muligt for kvinder eller der var på den ene eller anden måde lagt lagt forhindringer i vejen.
Et slående antal kvindelige kunstnere fra denne tid kom fra kunstneriske familier eller giftede sig ind i sådanne familier. De arbejdede for deres fædre, brødre og ægtemænd og arbejdede ofte i hemmelighed. Kvindelige kunstnere, der havde trodset de sociale normer, og havde fanget deres samtids opmærksomhed, blev også anerkendt i samtiden. Men på grund af det overvejende mandlige blik, der dominerede kunstvidenskaben frem til det 20. århundrede, blev manges præstationer glemt gennem lang tid.
Udstillingen starter glimrende med selvportrættet af Katharina van Hemessen, det tidligste selvportræt, hvor en maler skildrer sig selv under arbejdet ved staffeliet. Katharina van Hemessen modtog undervisning i sin far, Jan Sanders van Hemessens værksted. Han malede også portrætter, men hans datter overgik ham på dette område. Katharina van Hemessens liv og arbejde er en del af udstillingens første kapitel: ’Døtre, fædre, brødre’.
Modtag vores gratis nyhedsbrev:
https://museumsmagasinet.dk/nyhedsbrev/
Udstillingen er desuden opdelt i følgende kapitler: ’Bevidst uden mand’, ’Karriere før ægteskabet’, ’Maleri med familie’, ’Kvinder og grafik’, ’Kvindelige kunstnere ved hoffet’ og ’Kvindelige kunstnere i institutionerne’.
Selv om årene fra 1600 til 1800 traditionelt opfattes som meget patriarkalske, var der plads til selvstændige kvinder. I sin omtale af udstillingen i Hamburg, indleder Frankfurter Allgemeine Zeigtung med denne lille anekdote, som avisen citerer kunstnerbiografen Arnold Houbraken for:
I 1672 slog maleren Maria van Oosterwijck sig ned i Amsterdam med sit eget atelier.
Hendes nabo på den eksklusive adresse Nieuwe Keizersgracht var maleren Willem van Aelst, som var så imponeret af sin kollega, at han friede til hende. Maria van Oosterwijck var indstillet på at sige ja til forholdet – men på én betingelse: hun ville kun gifte sig med ham, hvis han havde malet hver dag i et år. Denne 365-dages plan var tilsyneladende for konkurrence–betonet for Willem; I hvert fald endte han med at gifte sig med sin husholderske, der tilsyneladende ikke stille krav af samme karakter.
