INDUSTRI Vibeke D. Hansen bliver ny museumschef for Industrimuseet Frederiksværk og Knud Rasmussens Hus. Dermed overtager hun posten efter Frank Allan Rasmussen, der tidligere i år gik på pension.
Vibeke er uddannet cand. mag i historie fra Århus Universitet og kommer fra en stilling som leder af Kulturarv og Kulturarvsforvaltning på Museum Østjylland. Størstedelen af sit arbejdsliv har hun arbejdet med ledelse i private virksomheder primært i IT-branchen, hvor hun har besiddet flere direktørposter.
Bestyrelsesformand for Industrimuseet, Michael Lauenborg ser frem til at starte samarbejdet:
”Vibeke kommer med en solid ledelseserfaring og en stærk kommerciel profil og har de helt rigtige kompetencer til at drive den digitale transformation, publikumsudviklingen og fremme samarbejde og engagement både lokalt, nationalt og internationalt,” udtaler Michael Lauenberg.
Vibeke glæder sig til at trække i arbejdstøjet i Halsnæs:
”Frederiksværk er en unik by med en enestående industrihistorie, som man ikke finder magen til nogen steder. Byens kulturarv og kulturmiljø udgør en fantastisk platform for at fortælle både lokalhistorie og Danmarkshistorie og for internationalt udsyn. Jeg glæder mig til at lære det hele nærmere at kende og være med til at folde potentialet ud.”
Vibeke tiltræder stillingen som museumschef den 1. november 2023.