Syv danske og tyske kunstnere fortolker landskabet i Salling. I perioden 16. juni til 22. juni vil kunstnerne opholde sig på egnen og hver dag male på forskellige lokaliteter i Salling og ved Limfjorden.
Plein Air er en international tradition, hvor friluftsmalere mødes og maler direkte foran motivet. En gruppe kunstnere fra Tyskland, Holland og Danmark vil arbejde på Skiveegnen i en uge.
Her vil de skabe en række værker med motiver inspireret af landskabet, Limfjorden, lyset, stemningen og livet mellem mennesker.
Plein Air-traditionen er ikke særlig udbredt i Danmark, men i 2017 og 2019 stod Museum Salling bag projektet ”Glyngøre Plein Air”. Det blev en stor succes; både egnens borgere og mange turister fulgte kunstnernes arbejde og oplevede udstillingen på Glyngøre Kulturstation.
Nu gennemføres konceptet igen i sommeren 2021 – dog med den ændring, at de færdige værker vises i Spøttrup i stedet for på Glyngøre Kulturstation, som i år er lukket pga. renovering.
Onsdag den 16. juni indledes Plein Air 2021, og kunstnerne sætter de første penselstrøg på deres lærreder. Det sker kl. 11 på Jenle, hvorfor ugens første maledag har omgivelserne omkring Jenle som motiv. Publikum har mulighed for at se kunstnerne over skuldrene og følge, hvordan et maleri bliver til.
Salling i farver – udstilling på Spøttrup Borg
De færdige værker vises efterfølgende på en udstilling på i velkomstbygningen ved Spøttrup Borg. Udstillingen vil være en farverig billedfortælling om Sallings landskab og livet mellem mennesker på egnen. Her vil man kunne se hvor forskelligt de enkelte kunstnere har fortolket opgaven.
Udstillingen åbner den 23. juni kl. 19.00 (sankthans aften).
Der bliver udarbejdet et katalog, som viser den kunstneriske proces. Desuden kan man opleve en samlet fotodokumentation i et slideshow på udstillingen.
Plein Air 2021 er arrangeret af Museum Salling Kunst og projektets kurator Henrik Scheel Andersen, som en af de malende kunstnere. De øvrige kunstnere er Sibylle Bross (D), Corinna Weiner (D), Sigurd Wendland (D), Mia-Nelle Drøschler (DK), Finn Have (DK) og Claus Hangaard (DK).
Kilde: Pressemeddelelse fra Museum Salling