MORD På adressen 1026 North Beckeey, Oak Cliff, Dallas, Texas, ligger et lille og meget usædvanligt museum. Museets formål er at mindes Lee Harvey Oswald, der angiveligt skød præsident John F. Kennedy i Dallas i 1963.
I ugerne inden snigmordet havde Oswald lejet sig i et lille værelse, hvor han boede for små penge og lidt hjælp til familien. Her har det lille museum også indrettet sig i dag.
Mange vil mene, at det er ret smagløst med et museum til minde om en mand, der har skudt og dræbt landets præsident. Men initiativtageren til museet, Patricia Puckett-Hall, er naturligt nok af en anden mening. Hun er sikker på, at Oswald var uskyldig, og at han var en del af et komplot, som blandt andre CIA står bag, og hun ser sig selv som Oswalds mest vedholdende og højlydte forsvarer, skriver The Guardian, der har besøgt museet.
Patricia Puckett-Hall var 11 år gammel i 1963, da hendes bedstemor lejede værelset ud til Lee Harvey Oswald, og hun har brugt sit liv på at fremme fortællingen om, at Oswald var en uskyldig mand, der blev fanget i et spil styret af CIA.
Puckett-Hall’s museum har eksisteret i 10 år. Og hvad kan man så se, hvis man en dag kommer til Dallas og får lyst til at kigge ind? Ifølge The Guardian ser tiden ud til at have stået stille siden 1963. Man kan se Oswalds Eisenhower-jakke, der hænger i garderoden. Der er forskellige dokumenter – inklusive Oswalds dagbog (som blev fundet i værelset), et sygesikringskort, et barndomsbillede og en pistol.
Modtag vores gratis nyhedsbrev
https://www.museumsmagasinet.dk/nyhedsbrev/
På spisebordet er der aviser fra tiden med de store overskrifter om Kennedy-mordet og et Life Magazine med sørgerand på forsiden. Museet indeholder også tidstypiske møbler, forskellige Kennedy memorabilia og det første forsøg på at skrive en dødsattest. Attesten blev siden kasseret på grund af typografiske fejl – hvilket nok vil sige slagfejl på en gammeldags skrivemaskine.