SKIFTE Ordrupgaard skal have ny direktør fra 1. januar 2024. Valget er faldet på Gertrud Oelsner, som kommer fra en stilling som museumsdirektør for Den Hirschsprungske Samling. Gertrud Oelsner har de seneste syv år stået i spidsen for Den Hirschsprungske Samling.
Hun afløser Anne-Birgitte Fonsmark, der valgte at stoppe som museumsdirektør på Ordrupgaard efter problemer med arbejdsmiljøet på Ordrupgaard under hendes ledelse.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt fremhæver, at Gertrud Oelsner har stor viden, netværk og erfaring inden for kunstverdenen samtidig med, at hun er en samlende leder med en stærk faglig vision for museet. “Jeg er sikker på, at hun er den rette til at sikre Ordrupgaards videre udvikling,” siger ministeren i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet
Modtag vores gratis nyhedsbrev:
https://www.museumsmagasinet.dk/nyhedsbrev/
Gertrud Oelsner siger:
”Ordrupgaards enestående samlinger, bygningskompleks og haveanlæg med den tilhørende skulpturpark udgør en imponerende helhed, som både nationalt og internationalt rager op. Jeg glæder mig meget til i samarbejde med museets dygtige medarbejdere at forløse det store potentiale, museet rummer, og forhåbentlig placere museet endnu stærkere på landkortet og i flere forskellige brugeres bevidsthed. Det er samtidig ingen hemmelighed, at der den seneste tid har været fokus på museets arbejdsmiljø, og jeg ser frem til sammen med medarbejderne at tage hånd om dette og sætte fokus på museet som arbejdsplads.”
Læs også: Direktør stopper på Ordrupgaard
https://museumsmagasinet.dk/direktoer-stopper-paa-ordrupgaard/
Gertrud Oelsner er mag.art. og ph.d. i kunsthistorie. Siden 2016 har hun været direktør for Den Hirschsprungske Samling. Tidligere var hun afdelingsleder af kunsthistorisk afdeling på Fuglsang Kunstmuseum, museumsinspektør på Fuglsang Museum og museumsinspektør på Storstrøms Kunstmuseum. I 2021 både modtog Gertrud Oelsner både Carl Jacobsens Museumsmandslegat og Albertsen Fondens Hæderspris.
Ordrupgaard
Ordrupgaard er et statsligt museum under Kulturministeriet. Museet rummer en betydelig, internationalt kendt samling af fransk og dansk billedkunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Ordrupgaard har ca. 35 årsværk, og i 2022 var besøgstallet på 87.427.