RENOVERING Mens Bruno Liljenfors er udstillingsaktuel i Danmark med ‘Smuk og farlig’ på Nivaagaards Malerisamling, arbejder konservatorer på Biologiska Museet i Stockholm på at renovere et af kunstnerens – i alle forhold – største værker.
Biologiska Museet ligger i tilknytning til Skansen på Djurgården. Det 130 år gamle museum er i gang med et større restaureringsarbejde af de bevaringsværdige bygninger. Herunder at få nye tagvinduer sat i, så fugt ikke længere skader udstillingerne.
Netop den konstante gnaven fra tidens tand og fugt fra indtrængende vand har skadet Bruno Linjenfors’ værk.
https://museumsmagasinet.dk/smuk-og-farlig
Der er tale om et stort 360 grader panorama, hvor Liljenfors sammen med Gustaf Fjæstad har malet naturmalerier som store baggrunde, der i alt omfatter omkring 1000 kvadratmeter.
”Malerierne i det store panorama er uden tvivl Liljefors største værk. Et utæt tagvindue og et udsat klima har bevirket, at malerierne har taget skade og farven er begyndt at skalle af. Nu har vi derfor et hold konservatorer på for at sikre malerierne for fremtiden,” siger Staffan Hansing, der er bygningsantikvar på Skansen ifølge en pressemeddelelse fra Biologiska Museet.
Museet har været lukket for renovering siden 2017, og det er endnu usikkert, hvornår det atter kan slå dørene op for publikum.