SAMARBEJDE Efterårets særudstilling på Johannes Larsen Museet i Kerteminde er specielt designet til museet og de rum, den vises i.
Under titlen ‘Kæde’ er tre kunstnere gået sammen om en slags Gesamtskunstwerk.
Gruppen CHROMA der står bag ‘Kæde’, og består af strikdesigner Iben Høj, væver/tekstilformgiver Karin Carlander og keramiker Lea Mi Engholm. De tre kunstnere vil gå i tæt dialog med stedet og udfordre både materialet og det visuelle udtryk. For at binde udstillingen sammen benytter Høj, Carlander og Engholm sig af bevidste greb i form af collage, farve og komposition, og bruger aktivt rummenes volumen, lyssætning og naturlige lysindfald.
Et fælles sanseligt værk
Iben Høj, Karin Carlander og Lea Mi Engholm ønsker at skabe et fælles sanseligt værk – et værk, som vækker nysgerrig undren, og som står til fri fortolkning. Værkerne vil stå som stærke materialeudsagn i sig selv, men med en fælles arbejdstitel ”Kæde”. Udstillingen kan dermed opleves som en sammenhængende helhed.

Fællesskab og generøsitet er nøgleord i processen i udstillingen. Kunsthåndværkeren arbejder oftest i ensomhed, men CHROMA søger dialog. Netop det kollektive og processen, hvor kunstnerne inspirerer hinanden og finder fælles referencer og sammenfald disciplinerne imellem, giver for dem mening i en tid, hvor mange søger det nære, de oprindelige materialer og en sammenhængskraft.
Kunstnerne
Lea Mi Engholm er uddannet fra Designskolen Kolding, afdeling for keramik i 2006 og arbejder som udøvende kunstner med leret som materiale. Lea Mi Engholm modtog i 2020 et stort arbejdslegat af Statens Kunstfond og blev i 2021 præmieret for udstillingen Infrastructure.
Karin Carlander er en dansk væver og tekstilformgiver. Hun lærte vævehåndværket som 19-årig hos Jacqueline de la Baume Dürrbach, Frankrig. I 1987 blev hun uddannet tekstilformgiver fra KADK, København. I sin studietid fik hun en stor forkærlighed for japansk design og håndværk, og studerede tre måneder i Japan. I 1988 grundlagde hun sit eget værksted, og i 2013 skabte hun sin egen maskinvævede hørkollektion. Den blev certificeret Masters of Linen i 2016, en fransk certificering som kun to nordiske brands har.
Iben Høi er uddannet med speciale i strik på University of Brighton, Faculty of Fashion and Textiles. Hun bor i Kerteminde og har modtaget adskillige legater og udmærkelser igennem sin karriere som strikdesigner, og har ligeledes arbejdet for store internationale brands. Iben Høi udstiller jævnligt sine værker og design på i Danmark.
Udstillingen finder sted fra 30. september til 10. december.